KFUM- og De Grønne Pigespejdere i Fuglebjerg gør skoven grønnere

Søndag den 3. juni 2018 skete der noget særligt i Kristiansholms Plantage ved Bisserup Strand. De Grønne Pigespejdere og KFUM-spejderne indsamlede nemlig henkastet affald og var således med til at skabe en renere lokalnatur for alle. En indsats de kan være stolte af! De største mængder af affald blev fundet ved lejrpladserne eller var skyllet ind fra vandsiden.

Forbikommende roste spejderne for deres indsats og selvom der var godt med mennesker på stranden, hvor spejderne indsamlede affald, blev de mødt med venlige tilkendegivelser.

Efter indsamlingen blev frokosten nydt, og spejderleder Anja Hansen havde lavet en quiz om nedbrydningstider, hvor der blev gættet ivrigt. Den dygtige vinder fik en minisnapper som præmie.

Til sidst før turen gik hjem, fik spejderne mulighed for at tage en dukkert på stranden og således blev en affaldsindsamling gjort til en hyggelig dag med godt socialt samvær.

Sponsormidlerne som KFUM- og De Grønne Pigespejdere har tjent ved at være med til at teste Ren Natur skal gå til deres sommerlejr og til at kunne besøge deres skotske venskabsklub.