NIF SVØM- Konkurrenceafdeling samler ind for Ren Natur

Det gik super nemt og godt med indsamling af affald på Nygårdsvej i Næstved og stemningen var høj da 40 voksne og børn mødtes en solskinsrig tirsdag eftermiddag i maj 2018.

Der var udpeget to koordinatorer/ledere til arrangementet, og voksne og børn blev delt op i 4 hold hvor vi angreb ruten fra fire forskellige hjørner.

Mængden af affald var klart størst i området omkring McDonalds, gymnasiet, kiosken ved gymnasiet og diverse busstoppesteder. Børnene blev hurtigt af den holdning, at rygning er ulækkert – for hold da op hvor var der mange cigaretskodder alle vegne!! Vi lagde endvidere mærke til, hvor vante vores øjne er til at se på affald, for somme tider kunne det være svært at få øje på, selvom det var lige foran os. Det gav helt klart stof til eftertanke hos både børn og voksne, og på hvor skødesløst affaldet bliver smidt i vores natur. Der blev fundet alt fra hjulkapsler, cykelskærme, flasker og jern/metal til papir og masser af cigaretskodder.

Undervejs på ruten var der god lejlighed til at smalltalke og børnene viste stor iver og begejstring for at hjælpe hinanden. Flere borgere stoppede på cykel og i bil og roste at der blev samlet affald og gav udtryk for stor opbakning til projektet.

Vi sluttede dagen af hjemme hos to af vores svømmere, hvor vi grillede pølser med brød og hyggede i haven.

Sponsormidlerne fra Ren Natur skal i NIF SVØM indgå som et tilskud til bl.a. træningslejr både i indland og udland, samt til at støtte sociale arrangementer for svømmerne.

Det har været et rigtig godt projekt for vores forening at støtte, da vi både tjener penge til vores egne projekter, støtter et godt formål, lærer noget nyt samt har mulighed for at være sammen med hinanden på en ny måde.