Frivillighed og kammeratskab går hånd i hånd med Ren Natur

Der var solskinsvejr og hyggelig stemning iblandt 8 medlemmer fra Kajakklubben Krogen, da de den 2. juni samlede affald langs stranden fra vandrehjemmet ved Marienlyst og til Hellebæk. Her blev kysten og flere strækninger langs skoven støvsuget for affald.

Affaldet som ikke længere ligger i naturen takket være foreningen, er:

  • Plastik
  • Cigaretskod
  • Papir
  • Cigaretpakker
  • Spande
  • Tæpper
  • 3 dåser med pant og 4 dåser uden pant

”Vi havde en hyggelig dag og mange cyklister og bilister viste deres anerkendelse ved vores indsats. Vi sluttede af med en dejlig is.”

Krogen er medlemmernes klub. Det betyder, at der er plads til roning i alle former, hvad enten det er at ro for sig selv engang i mellem eller hver dag. Foreningen hviler på 4 hjørnesten, nemlig frivillighed, kammeratskab og personligt engagement fra hvert medlem – og så selvfølgelig at få roet så meget som muligt.

Foreningen styrker det lokalsamfund, det er en del af ved at binde folk sammen på kryds og tværs. Oplevelserne som klubben danner ramme om, tilfører mening, livskvalitet og livsglæde til medlemmerne. Derfor er Kajakklubben Krogen meget mere end kajakroning. Det er et sted, hvor medlemmerne kan opleve både at være sig selv og være en del af et større hele.  

Sponsormidlerne skal gå til nyt kajakudstyr, evt. nye pagajer.

Ønsker du at vide mere om kajakklubben Krogen i Helsingør, så klik her: http://www.kajakklubben-krogen.dk/