6. juli Garden kan andet end at spille musik

6. juli Garden ville gerne vise Fredericia, at de også kan andet end at spille musik. Derfor indsamlede 25 deltagere d. 2/6 affald på Hybylund Fælledvej og langs vandet nord for Fredericia.

’De unge mennesker fik en hyggelig dag, og vi oplevede at der generelt er stor fokus på affald. Vi blev mødt af mange hundeluftere, der fortalte at de dagligt samler affald’, fortæller deltagerne.

Der blev bl.a. indsamlet:

  • Slikpapir
  • Skodder
  • Diverse plast
  • 4 dåser og flasker uden pant

6, juli Garden består af et Tambourkorps og et Harmoniorkester. Der spilles på marchtromme, stortromme, tenortromme, trippeltromme, piccolofløjte, messing- og træblæsere.  Garden har et vidtspændende repertoire og spiller bl.a. til byfester, indvielser, jubilæer, sportsarrangementer og til andre festlige lejligheder.

Garden synes, at det bedste ved foreningen er, at de unge mennesker tager ansvar og arbejder sammen som en gruppe.

Sponsorpengene skal bruges til at skabe rammerne til at udvikle gardens sociale aktiviteter i foreningen.

Her kan du læse mere om foreningen: http://www.6juligarden.dk/

FDF’erne i Randers 1-Hornbæk sørger for endnu et stykke ren natur

25 FDF’ere fra FDF Randers 1 – Hornbæk samlede d. 2/6 affald på en rute i det naturskønne Torupdal og Tjærbybæk nær Randers.

’Det var en skøn rute. Dog var der ikke så meget affald, som ventet’, fortæller de.  Alligevel lykkedes det deltagerne at fylde 9 sække med bl.a.:

  • Skodder
  • Plast
  • Papir
  • Flasker
  • 11 dåser og flasker med pant
  • 46 dåser og flasker uden pant

FDF er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation. I foreningen laver de huler, bygger kuglebaner, laver mad over bål og leger sammen. De gode relationer giver modstandskraft og lærer børn og unge at tage ansvar for andre og at værdsætte det forpligtende fællesskab.

Sammenholdet og pladsen til børn og voksne af alle slags, er det bedste ved foreningen, synes deltagerne.  

Sponsorpengene skal gå til foreningens sommerlejr.

Her kan du læse mere om FDF Randers 1 – Hornbæk: https://fdf.dk/randers1-hornbaek/

Køge Kano og Kajakklub støvsuger området langs Strandskoven for affald

Ordet forening, hvis man smager på det, er lige præcis dét – mennesker der forenes, eller en forening af mennesker. I Køge Kano og Kajakklub er det at forene mennesker på tværs af alle aldre om glæden ved kajaksport, noget som karakteriserer foreningen. Her spænder medlemmerne sig fra 10 til 80 år og klubånden er meget stærk. Der bliver både holdt sommerfest og Skt. Hans aften og et hav af andre løb, ture og arrangementer. Derfor er klubben meget mere end sporten. Det er et sted med livsglæde, venskaber, fællesskab, kampånd og sted at høre til.

Indsamlingen med Ren Natur lå lige til højrebenet, for som brugere af naturen er et rent nærområde vigtigt for medlemmerne af kajakklubben. Således blev det, at 20 store og små medlemmer den 16. juni drog til Strandskoven i Køge for at samle affald langs Billesborgvej – og med en imponerende mængde affald til følge. Det blev nemlig til hele 20 sække affald!

Medlemmerne samlede:

25 dåser og flasker med pant

10 dåser og flasker uden pant

Flere cigaretskod end man kunne tælle

Plast

Papir

Forskelligt brændbart affald

Medlemmerne havde en hyggelig dag og fik rosende ord af forbipasserende, børnefødderne nåede dog at blive lidt trætte efter den store indsats.

Sponsorhonoraret på 3000 kr. vil gå til en aktivitet for børnene i klubben.

Vil du læse mere om Køge Kano og Kajakklub, så se her: http://www.koegekajak.dk/

Næstved Sportsdykkerklub gør det igen! Storslået affaldsfangst i Næstved Havn

Lørdag den 22. juni var en helt speciel dag i Næstved Havn. Her hev 6 dykkere og 12 stærke ”landkrabber,” med hjælp af klubbens båd, nemlig enorme mængder affald op af vandet.

Nemlig:

4 indkøbsvogne
1 scooter
2 bildæk
13 cykler
9 kegler
5 kg diverse metal
Fiskenet
1 bundt u-omdelte reklamer
4 rotter
1 ål
1 løbehjul
2 kontorstole

14 dåser og flasker med pant

24 dåser og flasker uden pant

Det er ikke kun mængderne af affald, som Næstved Sportsdykkerklub har fjernet fra havnen, der er imponerende. Foreningen har nemlig et særligt engagement og fællesskab medlemmer og familie imellem. For i klubben er der plads til, at alle kan bidrage og være med, store som små og unge som gamle. Der er ingen opgaver, der er for store eller for små, og med afsæt i kærligheden til vand og dykning bliver venskaber, sammenhold, dykkerture og samarbejde til.

Særligt i dag, hvor ensomhed er et samfundsproblem, og mange lider af ikke at have nogen ”at følges med om noget,” er en forening som denne direkte sundhedsfremmende. For at følges ad i at lære og praktisere en færdighed som eksempelvis dykning betyder også, at du deler dit liv med andre på en anden måde end med din familie og venner. Det giver nemlig livsglæde og livskvalitet at være en del af en gruppe og et fællesskab, hvor mulden er gødet til at skabe gode minder sammen.

Det er det, som gør, at en forening som denne spiller så vigtig en rolle i det lokalområde, den er en del af. Vil du læse mere om Næstved Sportsdykkerklub, så se her: http://www.naestved-sportsdykkerklub.dk/forside

Præstøløberne styrker fællesskabet i al slags vejr

Indsatsen blev gentaget i et meget venligere vejr 4 dage senere, og her lykkedes det medlemmerne at gå ruten på Rone Klint. Der var kun lidt affald på ruten. Det som var, var cigaretskod og plast. Ikke desto mindre hyggede deltagerne sig utrolig meget.  Intention og engagement var højt sat den 6. juni, da 16 medlemmer af løbeklubben Præstøløberne havde medbragt lækker mad og sat telte op i anledningen af affaldsindsamlingen med Ren Natur. Imidlertid havde vejrguderne helt andre planer, og med en koncentreret mængde tordenvejr og blæst, blev medlemmerne nødt til at pakke det hele sammen og spise hjemme.

Præstøberne er en forening, hvor medlemmer samles om kærligheden ved at løbe. Fællesskabet og den sociale glæde trives rigtig godt i foreningen, hvor medlemmerne sammen tager til løb flere gangen om året. Foreningen danner nogle særlige rammer, hvori medlemmerne kan følges ad, når de løber sammen eller konkurrerer mod andre hold, hvis der er stafet. Dette går hånd i hånd med en foreningskultur, som gør, at folk føler sig velkomne og inviteret.

Sponsormidlerne skal gå til at finansiere løb, – Næstved Stafetten d. 26/6, som er afslutningen på Præstøløbernes Begynderløb, og Christianhavner milen i august. Begge løb er sociale løb, hvor der er fælles spisning efterfølgende.

Læs mere her: http://praestoloberne.dk/

Rideelever passer på naturen og hjælper heste i nød

Fredericia Sportsrideklub vil gerne lære deres elever og medlemmer, at vi alle skal passe på naturen. Derfor deltog 19 børn og unge i affaldsindsamlingen i Stjernekvarteret i Fredericia d. 2. juni.

’Der var mange mennesker som roste os, dyttede og gav tommelfinger op. Enkelte kom med sodavand til os. Vi havde en super hyggelig dag’, fortæller de. De indsamlede bl.a.:

  • Mange cigaretskodder
  • Små stykker plastik
  • Papir
  • 2 dåser og flasker med pant
  • 3 dåser og flasker uden pant

I Fredericia Sportsrideklub er der plads til ryttere på alle niveauer. Der er både mulighed for opstaldning og rideundervisning, og der er ridehaller, striglepladser, vandspiltov, udendørsbaner og springmateriel.

I rideklubben er de gode til at hjælpe hinanden og har plads til alle. Det er et frirum i hverdagen. Af de tjente sponsorpenge donerer Fredericia Sportsrideklub 1000kr til Foreningen Nyt Hesteliv på Fyn, som hjælper ponyer og heste i nød. Resten skal bruges til et hyggeligt arrangement for elever og medlemmer.

Du kan læse mere om rideklubben her: https://fredericiasportsrideklub.dk/

Vilde løbere på affaldstur

16 børn og voksne fra løbeklubben Running Wild samlede d. 2. juni affald på en 6 km lang rute fra Fuglebakken til Tilst ved Aarhus.

’Det gik nemt og fint på vores rute’, siger de, hvor de bl.a. indsamlede:

  • Diverse plastik
  • Mange cigaretskodder
  • Diverse papir
  • Tæpperester
  • Batterier
  • 3 dåser og flasker med pant
  • 12 dåser og flasker uden pant

Running Wild skriver, at kombinationen af løb og stærkt socialt sammenhold er det bedste ved deres forening. Der er god energi og stemning i Running Wild, der har differentierede hold med plads til alle, mænd som kvinder i alle aldre.

Running Wild vil bruge sponsorpengene til noget ekstraordinært til deres løbetræninger, f.eks. et foredrag eller en professionel løbetræner.

Du kan læse mere om foreningen her: http://runningwildløbeklub.dk/

Rent miljø for fuld musik

Blæseorkestret Søndermarkens Støtteforening fik 2. juni trommet 16 deltagere sammen til en affaldsindsamling i naturområdet Romalt Bakker nær Randers.

Vi var overraskede over så meget affald, vi fandt’, siger foreningen, der bl.a. fandt:

  • Masser af cigaretskodder
  • Plastik i alle afskygninger
  • Gamle presenninger
  • Masser af bildele
  • Flamingo
  • Papir
  • 7 dåser med pant
  • 20 dåser uden pant

Musikanterne i Blæseorkestret Søndermarken har et rigtig godt sammenhold og sørger for at bakke hinanden op. De 40 musikanter i orkestret består af et Tambourkorps og et Brass Band, og de er fra 7 år og op. De er kendt for i hele december at forvandle sig til RANDERS NISSERNE, der bringer den gode julestemning frem med festlig julemusik.

Blæseorkestret skal i uge 27 på tur til Aabenraa til ringriderfest og vil bruge sponsorpengene til en udflugt og andre aktiviteter, når de er afsted.

Du kan læse mere om Blæseorkestret Søndermarken her: http://www.blaseorkestretsondermarken.dk/

G-4 Team Plogging i Næstved fortsætter med at gøre en forskel

Den 20. juni 2019 var 12 glade løbere og 3 cyklister, ledsaget af en hund, ude at støvsuge Stenskovvej for henkastet affald.

Medlemmerne, som i forvejen samler affald, når de løber, var derfor i storform, da de denne dag gjorde endnu en forskel for deres nærområde. Plæneklipperen var imidlertid kommet før løberne, hvorfor meget affald desværre var splittet i atomer. Dette er et generelt problem med det affald som bilister og andre mennesker ”taber” langs vejkanter og rabatter i sommerhalvåret, for når græsset bliver slået, bliver affaldet skåret i stumper og stykker. Et stykke affald som en dåse kan derfor hurtigt blive et alvorligt problem for dyremaver, når det flyver ind på landmandens marker. Her bliver dåsen skåret op af mejetærskeren og ryger med i foderet i form af skarpe stykker aluminium. Derfor er det rigtig vigtigt at få affaldet fjernet!

 G-4 Team Plogging fik samlet:  

  • 65 dåser uden pant
  • 4 dåser med pant
  • Cigaretskod
  • Koben
  • Valgplakater
  • Byfestskilte
  • Et knækket løbehjul

Foreningen har et stærkt engagement og fællesskab, og er i ordets forstand en forening, hvor mennesker mødes og forenes om en sag. Det er nemlig ikke kun en løbeklub, det er også en motionsform, der forener motion med kollektiv bevidsthed, med et renere nærmiljø til følge.  Plogging kommer fra det svenske udtryk ”at plocka upp”, som betyder at samle op – derfor er en løbetur også en tur hvor medlemmerne beriger naturen ved at fjerne henkastet affald.

Sponsormidlerne vil gå som tilskud til den årlige løberejse, som i år går til dejlige Portugal.

Vil du vide mere om plogging så se mere her: G4 Plogging Næstved

Sammenhold og et rent lokalt miljø

2. juni samlede 15 medlemmer fra Kolding Taekwondo Klub Silla affald på de grønne områder langs Nørreskovgårdsvej i Kolding. Noget af ruten var gennem tæt bevoksning og klubben fik fyldt hele 12 affaldssække med bl.a.

  • Plastik
  • Indpakning fra fastfood
  • Cigaretskodder
  • 30 dåser med pant
  • 50 dåser uden pant

I Klubben, hvor sammenholdet er det vigtigste, er der plads til alle, unge som gamle. Om indsamlingen siger de bl.a.: ’Det var en god oplevelse, men lidt skræmmende at se hvor meget affald man reelt finder på en rute som denne.’

Taekwondo er en koreansk kampsport, der lægger stor vægt på brug af hele koppen. Man opnår styrke, smidighed, balance og mentalt overskud. Taekwondo er ikke bare en sport, det er en livsstil, et socialt netværk og en indstilling til livet, hvor værdier som respekt, disciplin og selvtillid vægtes højt.

Kolding Taekwondo Klub Silla vil bruge de tjente sponsorpenge til noget, der kommer foreningens medlemmer til gode, måske til sommerafslutningen med fællestræning, opvisninger og is.

Klubben vil gerne være med til at samle skrald en anden gang, da de ønsker at bidrage til et rent lokalt miljø.

Ønsker du at læse mere om Taekwondo Klubben så klik her: https://www.silla.dk/