Ren Å i Ribe gav 12 store sække affald
Ribe Roklub ligger smukt i udkanten af Ribe ved bredden af Vesterå og har eksisteret siden 1934, hvor den oprindeligt blev etableret som en dameklub. Men nu er det begge køn og alle aldre, som dyrker roning i både inrigger, outrigger, kajak og polokajak. Klubben har ca. 150 medlemmer og de mødes alle i det smukt designede klubhus, hvor billeder og medaljer fra klubbens tid så flot pryder de sorte trævægge.
Mandag den 27. maj var der, for andet år i træk, arrangeret Ren Å for klubbens medlemmer og hjælpere fra det lokale brandvæsen og den lokale sejlklub. Selvom forårets milde vinde lod vente på sig og en kølig blæst stod over åen, så var roere i alle aldre mødt talstærkt op. Hele 60 tog del i arrangementet i år!
Og der var nok affald at ro efter! Hele 12 store sække blev efterfølgende pakket sammen til kommunens afhentning og dertil kommer større effekter, som en indkøbsvogn og et bildæk. Ellers blev der fisket følgende op ad åen: Almindelig daglig affald, plastik, flasker, dåser (ca. 50 med pant og ca. 400 uden pant), skodder, en hat, sko, valgplakat m.m. Affaldet bar præg af Tulipanfesten og af de affaldsspande i byen, som rågerne kan gå i.
Arrangementet har en særlig betydning for klubben. Tovholder Anne Reinholdt fortæller ” Vi havde en super god dag med dobbelt så stor opbakning som sidste år, hvor vi gjorde det første gang. Især børnene havde en fest, og gik rigtig meget op i det. Det er en god måde at være sammen på som klub, og mange nye roere syntes det var en god måde at lære teknikker på også”
De lokale medier fulgte også med i dagens bedrifter, hvor både avisen og radioen var med.
De velfortjente sponsormidler blev brugt på en godt besøgt grillaften i klubhuset, hvor både forældre, børn, seniorroere, brandvæsen og sejlere hyggede sig.
På alle måder en skøn dag og aften i miljøets tegn i Ribe!