Solrød Gymnastikforening samler 14 sække med affald!

Den 8. juni blev der samlet affald i stor stil omkring Solrød Idrætscenter, da 18 gymnaster fra Solrød Gymnastikforening var mødt kampklare op i gule Ren Natur veste. Herefter blev der med stor ihærdighed samlet affald af de 36 hænder langs fodboldbanerne, omkring Uglegårdskolen, fra Jersie station ad 2 veje til hundeluftepladsen, samt fra Jersie stadion til Solrød Idrætscenter via banevejen og stien. Og der var bestemt brug for indsatsen, da hele 13 sække affald blev fyld til randen med:

  • Cigaretskod
  • Strips fra valgplakater
  • En betydelig mængde valgplakater langs vejen
  • Papir, slikpapir, flasker
  • 5 dåser og flasker med pant
  • 5 dåser og flasker uden pant

Indsamlingen foregik med stor omhu og børnene gik meget op i at få samlet alt på deres vej. Deltagerne delte sig op i 4 hold med en voksen i hver, hvorefter de tog hver sin del af ruten. Undervejs talte børnene meget om, hvor forargede de var over mængderne af affald, som blev smidt.

Sponsormidlerne på 3000 kr. vil være med til at finansiere holdet Soljumps tur til Island, hvor de skal deltage i en stor gymnastikfestival i sommeren 2020.

Solrød Gymnastikforening er med over 1100 gymnaster en af Solrød Kommunes største foreninger. Foreningen sørger for at børn, unge og voksne i hele kommunen kan dyrke gymnastik og bevægelse i et rart fællesskab med andre.

Vil du vide mere om Solrød Gymnastikforening, så se her: https://www.holdsport.net/klub/solrod-gymnastikforening