Næstved Ny Fotoklub renser Karrebækvej for skod og plast

Den 23. juni var 6 fotografielskende medlemmer samlet på Karrebækvej i Næstved, hvor de samlede affald frem til Kanalvej. Humøret og stemningen emmede af god energi, imens der blev fjernet affald med stor omhu i dejligt sommervejr.

Naturen blev befriet for hele 5 stopfyldte sække med småt affald:

Cigaretskod og cigaretpakker

Små stykker plast

Mange havehandsker (Karrebækvej er tilkørselsvej til genbrugspladsen)

10 dåser og flasker med pant

15 dåser og flasker uden pant

Affaldet som Næstved Ny Fotoklub har samlet, er typer af affald, som har negative konsekvenser for naturen. Særligt er cigaretskod til trods for deres lille størrelse meget giftige. De indeholder bl.a. kræftfremkaldende tungmetaller som cadmium, der siver fra skoddet og ned i omgivelserne. Derfor er det enormt vigtigt, at det bliver fjernet.

De 6 medlemmer fra fotoklubben havde en hyggelig dag, og synes, at det var en god måde at motionere og gøre noget godt for naturen på. De fik mange rosende ord fra forbipasserende, som de mødte på deres vej.

Sponsormidlerne på 3000 kr. skal gå til nye skabe i klubbens klublokale.

Næstved Ny Fotoklub er en fotoklub med omkring 50 medlemmer. Medlemmerne er en gruppe glade amatørfotografer med lyst til at dele fotograferingens glæder med hinanden. Her er alle velkomne, uanset, om de er nybegyndere eller har taget billeder i længere tid. Klubbens aktiviteter består i bl.a. erfaringsudveksling, kurser, foredrag, udstillinger og fototure. Klubbens aktiviteter henvender sig til alle aldersgrupper.

Vil du vide mere om Næstved Ny Fotoklub, så klik her: http://www.naestved-ny-fotoklub.dk/