Tonkawa-stammen fjerner fyldt barnevogn og 10 sække affald!

Tonkawa stammen i Næstved vil gerne lære alle, at de skal passe på naturen. Derfor var 40 børn og voksne i alle aldre samlet den 22. juni for at støvsuge Rønnebækstien fra Parkvej til Nygårdsvej, herunder Folkeparken og Elverdalstien for affald.

”På stierne og området omkring var der forbavsende rent, kun cigaretskod i massevis. Men vi gjorde en stor fangst i form af en barnevogn fyldt med affald af alle slags inkl. madrester. Måske var det rester fra en hjemløs. Vi fandt det hele inde i et krat tæt på en befærdet sti fra Parkvej til Åsens område. Det lykkedes os at få barnevognen ud, og heldigvis fandt vi det manglende hjul, der kunne sættes på, og så kunne vi køre forsigtigt med “skatten”. En del affald var også haveaffald, og det lugtede ikke godt, da det blev befriet fra plastposen for at kunne “leve” videre i naturens miljø og dø på rette måde. Spejderne var til sidst irriterede over de mange cigaretskod, det var lidt besværligt at snappe dem, men de tog fat og fandt hver eneste. Vi hjalp hinanden med at finde alle sammen. Der blev også fundet en stor rund jerndel.”

Det blev til 10 sække affald fyldt til randen med:

Cigaretskod

Plastik,

Jern og metal

En barnevogn

Haveaffald

Madaffald

Dåser

Masser af nytårskonfetti med raketrør mm

Tonkawa-stammen hører under Det Danske Spejderkorps og er en forening for børn og unge imellem 3 til 23 år. Det er et sted med et stærkt kammeratskab og glæde! Tonkawa-stammen sætter stor stolthed i at følge spejderbørnene igennem deres udvikling fra 3 år til 10 år og videre op i systemet. Sammenhold og kammeratskab er tæt flettet ind i patruljelivet.  

De 3.000 kr. som spejderne har tjent i sponsormidler, skal bruges til at købe materialer til nye aktiviteter for de 3-10-årige spejdere i Tonkawa-Stammen. Sponsormidlerne skal også bruges som tilskud til en weekend i december, hvor der skal kræses for spejderne.

Vil du vide mere om Tonkawa stammen, så se her: https://blaaspejdernaestved.dk/