Gilderne nyder at færdes i naturen

Sct. Georgs Gilderne i Hillerød stillede med 11 deltagere d. 15. september, da der skulle samles henkastet affald langs stien i Selskov ved Hillerød. Da de holder af at færdes i naturen, vil de også gerne bidrage til at passe godt på vores natur og miljø. 10 sække blev fyldt med bl.a.:

  • Mange cigaretskod
  • Plastposer
  • Slikpapir
  • Tomme cigaretpakker
  • Små plastikstykker
  • 1 dåse med pant
  • 10 dåser og flasker uden pant

’En rigtig fin dag, og utrolig let at gå til med alt udstyr leveret, rutebeskrivelse osv. Intet overladt til tilfældighederne. Vi mødte mange positive mennesker, som syntes rigtig godt om idéen’, fortæller deltagerne. 

Sct. Georgs Gilderne i Hillerød er en forening af nuværende og tidligere spejdere og personer med interesse for spejderbevægelsen. De støtter børn og unge i lokalsamfundet. De laver løb og andre arrangementer for spejderne i Hillerød og støtter spejdergrupperne økonomisk. De tager på cykel- eller vandreture i naturen. De arrangerer foredrag eller tager på udflugt til en kulturel seværdighed. De laver humanitært arbejde ved at støtte SOS Børnebyerne og være koordinator i Hillerød for Dansk Flygtningehjælps årlige landsindsamling.

Det bedste ved foreningen er ’fællesskab, samvær på tværs af alder, jobtype osv. Vi udspringer af spejderbevægelsen og deler vores glæde over friluftsliv og aktiv livsførelse’, fortæller medlemmerne.

Sponsorpengene skal gå til aktiviteter i foreningen.

Her kan du læse mere om foreningen: https://www.hillerodgilderne.dk/