Stolte spejdere elsker udelivet

18 BGG Spejdere samlede d. 3. september henkastet affald ved Ny Hammersholt i Hillerød Kommune.

’Der var generelt ikke meget at komme efter. Årstiden er en udfordring i sig selv, brombærbuskene udgør en potentiel trussel for de flittige. Vores område er præget af velholdte haver og stier, ikke meget affald her’, fortæller deltagerne, der dog fik fyldt 4 sække med bl.a. papir, plastik-rester, byggeaffald, jern og en enkelt dåse med pant

Hos Birgitte Gjøe Gruppe (BGG) er kammeratskabet omdrejningspunktet. Spejderarbejdet skal give børn og unge et fristed, hvor de i trygge rammer kan prøve kræfter med udfordringer, der passer til den enkelte spejder og dermed er med til at udvikle dem. Det er BGG’s ønske, at så mange børn og unge som muligt oplever spejderlivet og her igennem lærer at tage ansvar for hinanden og oplever, hvor meget man kan, når man løfter i flok. De ønsker at skabe synlighed i nærmiljøet, som gør den enkelte spejder stolt af at være en del af BGG og Det Danske Spejderkorps (DDS).

Det bedste ved foreningen er ’at vi kan samle børn og unge under samme formål og dyrke kammeratskab og udeliv sammen’, synes medlemmerne.

Sponsorpengene skal bruges til Troppens tur til Irland i 2020.

Her kan du læse mere om foreningen: https://www.bggspejder.dk/