DCH Støvring gik hjem med 14 sække affald

Rebild Kommune har deltaget i Ren Natur i 2019 og dermed gjort det muligt for kommunens foreninger at tjene penge til klubkassen mod at tage en tørn med affaldssnapperne i deres lokalområde. Og der var stor tilslutning til konceptet og de 8 udbudte ruter indenfor kommunes grænser.

DCH Støvring var en af de heldige foreninger, som fik tildelt en rute af Hold Danmark Rent, der administrere Ren Natur. Og deres opgave var at affaldsindsamle på Rute 7 fra Sørup og nordpå mod Øster Hornum. En strækning på knapt 6 kilometer.

De 14 hundeførere gik til opgaven med stor omhu og der var gevinst på alle hylder! Hele 14 store affaldssække blev fyldt med affald af enhver art. Særligt papir og plastik var der rigtigt meget af, men også mange dåser og flasker både med og uden pant.

Foreningens indsamlingsansvarlige Lone Heltborg Jensen siger: ” Vi tog opgaven med hyggeligt samvær og viste alle iver for at komme ud at samle affald”. Der er et rigtigt godt sammenhold i klubben, og en aktivitet af denne karakter er netop med til at støtte fællesskabet yderligere. Det velfortjente sponsorat på kr. 3000 fra Ren Natur skal gå til forbedringer af klubbens faciliteter, således at medlemmerne fra endnu bedre træningsforhold til deres hunde. 

DCH Støvring er en lokalafdeling af Danmarks Civile Hundeførerforening. Følg deres mange aktiviteter og tilbud til hundeinteresserede her via dette link: http://www.dch-stoevring.dk/