Unge håndboldspillere på affaldstur

9 ungdomsspillere fra Bindslev Tversted Håndbold samlede d. 28. september henkastet affald omkring Tversted i Hjørring Kommune. Det blev til 3 halve sække med bl.a. diverse brændbart, plast og cigaretskod.

’Vi havde en dejlig tur og der var ikke meget affald, mest cigaretskod og kapsler. Langs åen var der meget lidt at finde, det meste er fundet på stranden og langs vejen op gennem byen’, fortæller deltagerne.

’Det bedste ved Bindslev Tversted Håndbold er, at vi kender hinanden godt i klubben og hjælper hinanden på tværs af hold. Vi har mange af de unge seniorspillere, som træner de yngste og også gerne giver et nap, når vi hjælper rundt omkring for at tjene penge til klubben’, fortæller medlemmerne. 

Sponsormidlerne på 3000 kr. skal gå til turen for hele ungdomsafdelingen til cup i Hillerød, hvor alle fra U11 til U19 er samlet og har en dejlig tur der styrker sammenholdet i klubben.

Her kan du læse mere om foreningen: http://haandbold.bti-if.dk/forside/