KOL-ramte tilbringer en skøn dag i naturen

Præstø Multihold Lungeforeningen havde 7 medlemmer ude at samle henkastet affald ved Roneklint i Vordingborg Kommune d. 3. juni. 3 sække blev fyldt med papir og cigaretskod. Det mærkeligste affald de fandt, var et gammelt gulvtæppe, der lå i vandkanten, samt en smadret metalboks.

’Det var en rigtig god oplevelse, navnlig samarbejdet var en vigtig ting på denne rute. Det bedste ved at deltage var nok den skønne natur ved vand og klint’, fortæller deltagerne. ’Efter at have gået Ren Natur ruten, er man meget mere opmærksom på affald i naturen. Man er opmærksom på flasker og glas, langt mere end man tidligere har været. Cigaretskod er også en stor “affaldsynder”, men dem så vi heldigvis ikke så mange af’.

Det kan være svært at leve med KOL, og derfor kan det være rart at møde ligesindede. I netværksgruppen kan de støtte, udvikle sig, udfordre hinanden og træne sammen. De har også løbende kontakt til fysioterpeut og sygeplejeske. ’Fællesskab og sammenhold er helt sikkert det bedste ved vores forening’, fortæller medlemmerne.

Foreningen har besluttet, at nogle af sponsorpengene på 3000 kr. skal gå til Børnelungefonden, da skoleløb Team Rynkeby er aflyst i år pga. corona. Resten skal gå til en hyggelig sammenkomst, når alle må mødes igen.