En ren ø klar til turistsæsonen

Omø Beboer- & Grundejerforening i Slagelse Kommune havde 15 medlemmer på benene d. 20. juni, da den sydlige del af øen skulle finkæmmes for henkastet affald. 5-7 fyldte affaldssække blev det til med bl.a.: plastik, dåser, en bøje/kost og nogle lange stænger.

’Det var trods regnvejret en fin dag – og ud over ruten fik vi også renset hele Omø By’, fortæller deltagerne. ’Den bedste oplevelse var at børn og voksne i fællesskab gjorde Omøs stræder og strande klar til den kommende turistsæson. Og så så vi årets første ‘børnehave’ (en flok edderfuglehunner med ca. 30 ællinger 😊)’


Omø Beboer- & Grundejerforenings mål er at kæmpe for, at Omø fortsætter med at være en helårsbeboet ø med alt hvad der hører til – en velfungerende færgedrift, en dagligvarebutik, børnepasning og skole, hjemmepleje og sygeplejerske, tryghed hvis man bliver syg, arbejdspladser, mulighed for pendling, fritids- og kulturaktiviteter mm. Omø Beboer- & Grundejerforening har gennem tiderne bl.a. kæmpet for at bevare en velfungerende færgedrift, samt beholde sygeplejerske og skole. De har også arbejdet med åben ø-dage, turisme, foreningsmøder, arrangeret vælgermøder, lavet udviklingsplaner og meget mere. Foreningen har i samarbejde med Omø Skole arbejdet med Grønt Flag og renset strande gennem de sidste 25 år.

’Det bedste ved foreninger er, at den varetager Omøs interesserer i stort og småt – og vi arrangerer bl.a. fællesspisninger for alle i løbet af efteråret og vinteren’, fortæller medlemmerne.

Sponsormidlerne på 3000 kr skal gå til fællesspisning for alle Omøs børn og voksne.