I rollen som skraldemænd

Rollespilsforeningen Vannadon fra Køge samlede d. 1. aug. henkastet affald i det sydlige Herfølge. De 15 deltagere fyldte 10 sække med diverse brændbart, især cigaretskod.

’Det var en hyggelig dag i det gode vejr, i den gode sags tjeneste. Vores årlige live-rollespils tur til Tyskland var aflyst, og vi ville gerne ville lave noget aktivt sammen’, fortæller deltagerne. ’Den bedste oplevelse var sammenholdet med vennerne og pausen på ’Nissebjerget’ med udsigten over vores rute’.

Vannadon er en lille rollespilsforening med fokus på godt rollespil og sammenhold. Der er både en live afdeling og en pen & paper afdeling. De afholder enkelte events med fokus på høj kvalitet og godt rollespil. De favner meget bredt over flere genrer, herunder fantasy, sci-fi, horror, intrige og hvad end folk ellers finder på. Foreningen afholder løbende workshops, hvor de producerer nyt udstyr, vedligeholder gammelt eller arbejder på udstyr til kommende arrangementer, de vil deltage i.

’Det bedste ved vores forening er, at vi er fordomsfrie og kan favne alle. Ligegyldigt alder, køn, udseende og evner. Bare man vil lege med!’, fortæller medlemmerne.

Sponsormidlerne på 3000 kr skal bruges til rollespils-bøger og live-kostumer til foreningen.