Miljøministeren gav sig tid til at snakke

Suså Senioridræt havde en affaldsindsamling udover det sædvanlige, da dagen startede med besøg af miljøminister Lea Wermelin ved SPAR Karrebæksminde d. 20. aug. Der var taler af både miljøministeren, Anette Juul fra Hold Danmark Rent, formanden for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune Helle Jessen og en af Ren Naturs hovedsponsorer SPARdirektør Richo Boss.

De 20 deltagere fra Suså Senioridræt fik fyldt 10 sække med bl.a. cigaretskod, plasthandsker, poser, papir, trusser og brillepudse-servietter.

’En god dag med ivrige og flittige deltagere, som blev så optaget af opgaven, så de udvidede indsamlingsruten’, fortæller deltagerne. ’Det var en ekstra oplevelse, at møde miljøministeren, som havde god tid til at snakke med folk. Et godt arrangement’.

Suså Senioridræt mødes i vintersæsonen til masser af god gymnastik, mulighed for at spille badminton, senior-hockey, tæppecurling, boccia, ringo og lave senior-yoga. Om sommeren mødes de til stavgang/vandreture. Aktiviteter for seniorer er et værdifuldt tilskud til et godt og sundt ældreliv. Et aktivt liv, hvor det handler om at holde sig i gang fysisk, psykisk og ikke mindst socialt og derved styrke livskvaliteten.  

’Det bedste ved foreningen er den alsidige motion tilpasset alder og socialt samvær’, synes medlemmerne.

Sponsorpengene skal gå til en kop kaffe ved sæsonstart, hvor der orienteres om en anderledes sæson på grund af corona. Desuden skal det være hjælp til en efterårsudflugt.