Unge ryttere samler affald

20 unge ryttere fra Nordøstsjællands Rideklub i Helsingør Kommune samlede henkastet affald ved Hornbæk Sø og Strand d. 30. aug. 15 sække blev fyldt med bl.a. plastik, småt brændbart, cigaretskod. De fandt også en pose med en fuld flaske gin og 6 hele tonicvand.

’Det var en super hyggelig dag med megen positiv respons fra både indsamlere og lokalbefolkning’, fortæller deltagerne. ’Den bedste oplevelse var, at den lokale isbod gav is til børnene som tak.’

Rideklubben NØR har haft adresse i Nygård siden 1. juli 1977, men selve klubben blev oprettet i 1960. Klubben ligger midt i det skønne ”Kongernes Nordsjælland” og op ad Teglstrup Hegn, hvor der findes mange gode ridestier. Her er stalde, ridehus, dressurbane, springbane og mange fine græsfolde, så alle heste og ponyer kommer på fold hver dag. Klubben driver en rideskole for alle rideinteresserede i Helsingør Kommune og omegn. Der er undervisning for begyndere, letøvede samt øvede ryttere i både dressur og spring. Klubben afholder stævner, ridelejre, samt andre sociale arrangementer, hvor alle kan være med og have nogle sjove og hyggelige timer.

’Det bedste ved foreningen er, at vi har et stærkt fællesskab på tværs også uden hestene – og at vi sammen støtter op om gode værdier og hinanden’, fortæller medlemmerne. Sponsorpengene på 3000 kr fra Ren Naturs sponsorer skal gå til fælles aktiviteter for børnene i juniorklub og ponyklub.