Håndbolddrenge med fart på

18 U11 drenge fra Køge Håndbold samlede affald d. 5. sep. omkring Københavnsvej og Nørremarken i Køge Kommune. Drengene fandt klart mest plastik, men også meget flamingo, McDonald affald, dåser og menstruationsbind, som alt sammen kom i 7 fyldte affaldssække.

’Motivationen for at deltage var både at gøre en indsats, ryste et nyt hold sammen og muligheden for at få nogle penge til at gøre noget for holdet. Det var godt organiseret og der var god info inden gåturen. Selve gåturen var rigtig hyggelig og lidt en øjenåbner for os alle, hvor meget affald der egentligt ligger i området’, fortæller deltagerne. ’Det bedste var klart, at se drengene kaste sig over opgaven og de hyggelige samtaler, der kom undervejs’.

Køge Håndbold U11 Drenge har fuld fart over feltet. De træner tre gange om ugen og spiller kamp hver weekend. De har plads til alle – både helt nye spillere og drenge der har spillet lidt håndbold før. Alle kommende medlemmer kan prøvetræne i 14 dage, før indmeldelse.

’Det bedste ved foreningen er sammenholdet, som gør at vi arbejder hen mod en klub med flere roller’, fortæller medlemmerne.

De 3000 kr fra Ren Naturs sponsorer skal bruges på nogle sociale arrangementer for holdet.