Flot indhug i havnebassinets skrald

Skagen Sportsdykkerklub Skawdyk ryddede op både på land og i vand d. 8. september. På molen og i havnebassinet i Skagen fyldte de 17 deltagere 15 grønne sække fra Ren Natur med bl.a.: Plast, flamingo, reb og mere end 65 dåser og flasker, desuden fandt de 7 indkøbsvogne, 5,5 cykler, et wc, en håndvask og en ulovlig åleruse. Den store fangst i havnebassinet var endda blot 10 % af det, der ligger på bunden der. Dykkerne ser alt det, der ligger under overfladen, og som ofte er blæst i havet fra land.

’Meget stor bevågenhed, positive meldinger fra forbipasserende, glæde for at gøre noget godt for miljøet. Super godt arrangement’, fortæller deltagerne. ’Der kom også forældre og hjalp til. Det er så godt at lære vores unge og gamle, voksne og børn at vi skal passe på miljøet’.

Det bedste ved Skagen Sportsdykkerklub Skawdyk er opbakningen, sammenholdet, og at det både er voksne, unge og børn, der sammen har glæde af dykkersporten, som både foregår i svømmehallen, på åbent vand, på togt og til diverse arrangementer, fortæller medlemmerne.

Sponsorpengene på 3000 kr. skal bruges til en ny BCD vest til dykkerklubben (en BCD vest er en afbalanceringsvest, nærmest en rygsæk med luft, som giver dykkeren mulighed for at korrigere sin opdrift, så den bliver neutral. En dykker med neutral opdrift vil hverken stige eller synke, men blive på samme sted i vandsøjlen).

Her kan du læse mere om foreningen: http://www.skawdyk.dk/

Store og små gjorde naturen ren

Blære IF samlede affald langs Himmerlandsstien i Års i Vesthimmerlands Kommune d. 22. september. De 13 deltagere fyldte 8 grønne Ren Natur sække med bl.a.: Plastik, cigaretskod, en moppe, et telt, en golfbold, en porcelænstallerken og 51 dåser og glasflasker.

’Vi havde en hyggelig formiddag og fandt nogle sjove ting’, fortæller deltagerne.

I Blære IF kan der dyrkes gymnastik, stolegymnastik, håndbold, krocket, petanque, folkedans, Bugg dans, teater, bold og leg, badminton, Nyt Nyt (aktivitet for de unge), pilates samt svømning. De har klubhus, petanque anlæg, krocketbaner, krolfbane, strandvolley-/håndboldbane, multibane samt en naturlegeplads med 2 bålpladser og shelters. Om vinteren flyttes aktiviteterne til Aars Svømmehal, Hornum Hallen samt Blære Multicenter. Blære IF afholder hvert år i uge 30 idrætsuge med forskellige aktiviteter hele ugen. Desuden har idrætsforeningen en venskabsklub i Norge, som de besøger i ulige år, og får besøg af i lige år.

Det bedste ved foreningen er, at ’vi er en flerstrenget forening, der rummer alle’, synes medlemmerne.

De 3000 kr. i sponsorpenge skal indgå i foreningens samlede økonomi – så de kan holde gang i alle deres sportsgrene.

Her kan du læse mere om foreningen: https://foreningsportalen.vesthimmerland.dk/side.asp?wkid=9958&side=2&mergeid=1&debtorinfoid=30

En ren strand giver penge til legeplads

15 medlemmer af Støtteforeningen Vilsted Friskole samlede d. 30. august affald langs stranden fra Lendrup til Løgstør i Vesthimmerlands Kommune. De fyldte 5 af de grønne affaldssække fra Ren Natur med bl.a.: Fiskenet, fiskenetrester, plastik, 5 dåser og flasker.

’Det var en fantastisk tur langs strandbredden fra Lendrup til Løgstør. Hyggelig stemning, dejligt vejr – 2 pauser undervejs til snacks og frokost’, fortæller deltagerne. ’Vi havde elever med på ruten, og de var og blev meget bevidste om en ren natur. På stranden i Løgstør blev der arbejdet hårdt for at nappe dåser/engangskrus op mellem stenene’.

Støtteforeningen for Vilsted Friskole prøver at hjælpe Vilsted Friskole med tilskud til nogle af skolens ønsker. De har f.eks. tidligere sponsoreret nye Ipads og ydet tilskud til lakering af gulvet i gymnastiksalen, opvaskemaskine og service. Indtægterne komme fra udlejning af bygninger, samt ved salg af medlemsskab til støtteforeningen og udleje af gymnastiksalen til diverse fester.

Det bedste ved foreningen er ’sammenhold/fællesskab – vi arbejder alle mod en endnu bedre Vilsted Friskole’, fortæller medlemmerne.

Der skal laves ny legeplads til skolen, så sponsormidlerne på 3000 kr skal bruges dertil.

Her kan du læse mere om foreningen: http://verdensbedstefriskole.dk/?page_id=119

Roere på land

Haderslev Roklub har i år kunnet holde 100 års jubilæum. Men d. 16. september gik 10 medlemmer på land for at samle affald langs Omfartsvej Syd. De blev til 5 fyldte affaldssække med bl.a.: Plastic, slikpapir, fyldte hundeposer og 36 flasker og dåser.

’Vi fik mange anerkendende hilsener’, fortæller deltagerne.

I roklubben tilbydes roning, ergometer træning (som er ro-spinning) samt adgang til svømmehal i vintermånederne.  I sæsonen deltager medlemmerne i mange ’madpakketure’, der er en rotur, hvor der deltager roere fra roklubber i det syd- og sønderjyske område. Det bedste ved foreningen er ’at det foregår udendørs på vandet, og at vi bliver vant til at arbejde i fællesskab, hvis vi vil nå målet’, fortæller medlemmerne.

De 3000 kr. i sponsormidler skal gå til ungdomsarbejde i roklubben.

Her kan du læse mere om foreningen: https://www.haderslevroklub.dk/

Livsglæde på landevejen

Sound of Joy er et er et Gospelkor fra Haderslev. Korets 25 medlemmer formidler livsglæde gennem Gospel-musik. De synger til private arrangementer og til gudstjenester i forskellige kirker. De giver også koncert på Hospice og holder en større gratis-koncert i maj og i december, henholdsvis Forårskoncert og Julekoncert på spillestedet Månen i Haderslev.

D. 15. september samlede 10 af korets medlemmer affald med Ren Natur, det foregik langs Årøsund Landevej og ved genbrugspladsen i Haderslev. De fyldte 3 sække med bl.a.: Plastikposer, cigaretskod, bilskrot, sidespejle, papbægre, metal, plastbægre, 3 flasker og dåser med pant og 11 dåser og flasker uden pant.

’Vi delte os i 2 hold – det var sjov og hyggeligt’, fortæller deltagerne.

Det bedste ved deres Gospel-kor er ’sammenhold, sangglæde, livsglæde, imødekommenhed overfor alle’, synes medlemmerne.

Sponsorpengene på 3000 kr vil de bruge til at udvikle og dygtiggøre koret ved at afholde en workshop med Laura Kjærgaard.

Her kan du læse mere om Gospel-koret: http://sound-of-joy.dk/

Runners DK løb med skraldet i Støvring

Lørdag den 10. august var ikke en hel almindelig træningsdag for løberne i lokalafdelingen af Runners DK i Støvring. De havde nemlig taget en gul sikkerhedsvest udover løbetøjet og var klar til at kombinere deres motionsløb med affaldsopsamling langs Hobrovejen fra Budeupholmvej 1 i vest til Nørre Alle i øst, ca. 4 km i alt.  

Og humøret var højt hver gang noget affald kom i sækkene, som hurtigt steg i antal. Det meste var plastposer, cigaretskod, slikposer og andet småt affald. Men der var også et par herreunderbukser og nogle shotflasker! Tilsammen fik de 15 deltagere samlet affald svarende til 6 store sække, der alle blev placeret til afhentning af kommunen på det aftalte droppunkt midt i Støvring by.

Det var en rigtig god oplevelse for løberne at være med i Ren Natur. Den lokalt ansvarlige Mark Laursen siger: ”Det var superhyggeligt og folk dyttede og gav os alle tommel op”. Og det er ikke sidste gang Runners DK i Støvring har samlet affald med Ren Natur, for står det til dem, så deltog de gerne igen til næste år.

335 foreninger har været aktive i Ren Natur på landsplan i 2019, og tilsammen er der blevet fjernet mere ned 23 tons gammelt affald fra naturen og rekreative byområder.

For mere viden om Runners DK og særligt gruppen i Støvring, følg dette link: https://www.facebook.com/groups/268008360290881/

DCH Støvring gik hjem med 14 sække affald

Rebild Kommune har deltaget i Ren Natur i 2019 og dermed gjort det muligt for kommunens foreninger at tjene penge til klubkassen mod at tage en tørn med affaldssnapperne i deres lokalområde. Og der var stor tilslutning til konceptet og de 8 udbudte ruter indenfor kommunes grænser.

DCH Støvring var en af de heldige foreninger, som fik tildelt en rute af Hold Danmark Rent, der administrere Ren Natur. Og deres opgave var at affaldsindsamle på Rute 7 fra Sørup og nordpå mod Øster Hornum. En strækning på knapt 6 kilometer.

De 14 hundeførere gik til opgaven med stor omhu og der var gevinst på alle hylder! Hele 14 store affaldssække blev fyldt med affald af enhver art. Særligt papir og plastik var der rigtigt meget af, men også mange dåser og flasker både med og uden pant.

Foreningens indsamlingsansvarlige Lone Heltborg Jensen siger: ” Vi tog opgaven med hyggeligt samvær og viste alle iver for at komme ud at samle affald”. Der er et rigtigt godt sammenhold i klubben, og en aktivitet af denne karakter er netop med til at støtte fællesskabet yderligere. Det velfortjente sponsorat på kr. 3000 fra Ren Natur skal gå til forbedringer af klubbens faciliteter, således at medlemmerne fra endnu bedre træningsforhold til deres hunde. 

DCH Støvring er en lokalafdeling af Danmarks Civile Hundeførerforening. Følg deres mange aktiviteter og tilbud til hundeinteresserede her via dette link: http://www.dch-stoevring.dk/

Affaldsindsamlingen var en øjenåbner for alle

Lørdag den 6. oktober gik 10 målbevidste ridepiger i grøfterne langs Gl. Skørpingvej på jagt efter affald. Skørping Rideklub havde nemlig tilmeldt sig Ren Natur og de var heldige at få tildelt en af Rebild Kommunes 8 affaldsindsamlingsruter. Dermed fik de muligheden for at komme helt tæt på noget af al det affald, som bilisterne smider fra sig i området og det var lidt af en øjenåbner for dem alle.

Det er skræmmende, hvor meget affald der ligger derude og særligt de mange flænsede øldåser! Vi fandt også mange underlige ting, heriblandt en gryde, en stump af et tæppe og en metalpæl” siger Eva Thorsen, ansvarlig for foreningens Ren Natur hold. Men aktiviteten har også sat tankerne i gang hos dem selv ”Vi bliver nu bedre til at samle op efter os selv og minimere vores eget skrald, og ligeledes bliver vi motiveret for at fortsætte med at samle skrald op”

Det var en rigtig god oplevelse at være med i Ren Natur for ridepigerne i Skørping Rideklub. Umiddelbart var der lidt modstand på at skulle ud og samle op efter andre, men det blev hurtigt vendt til noget godt, idet det var langt hyggeligere end forventet. Så klubben er klar igen, hvis det bliver muligt igen at deltage i konceptet Ren Natur. De velfortjente sponsorpenge på kr. 3000 skal gå til flere hyggelige sociale arrangementer i klubben, blandt andet en julefest.  

Skørping Rideklub er en lille hyggelig klub, der ligger naturskønt i Skørping, syd for Aalborg. Deres formål er at fremme interessen for ridesport, men også at oplære navnlig de yngste medlemmer i hestens brug og pleje. Læs mere om den lille klub her via deres hjemmeside: http://www.skoerpingrideklub.dk/

Børn passer på verden

FDF Biersted samlede d. 26. september 14 deltagere til indsamling af henkastet affald for Ren Natur på og omkring Saltum Strand i Jammerbugt Kommune. De fyldte 3 affaldssække med bl.a. plastik, flamingo, flasker og dåser.

’Super god oplevelse og inddragende for børnene. Ruten indeholdt ikke meget affald – det var primært på stranden og hovedvejen, vi fandt noget – på de små sommerhusveje var der heldigvis nærmest ingenting’ fortæller deltagerne. ’Børnene tog ved samme lejlighed Verdensmærket til deres FDF-skjorte, som handler om at passe på den verden, vi lever i’.

FDF Biersted har 75 medlemmer, som mødes i sommerhalvåret ved Mosehytten i skoven. De mødes til forskellige aktivitet i og omkring hytten.  De laver bål, bygger med rafter, gøgler og leger i naturen. I vinterhalvåret har de enkeltstående arrangementer fx Julemarked ved Mosehytten, Skøjtedag på CW. Obels plads i Aalborg, Naturdag i marts måned, et skønt sted i Vendsyssel. Dertil kommer lejrture; sommerlejr, aktivlejr, netværkslejr og mange andre oplevelser og udfordringer, som er med til at binde dem sammen.

’Det bedste ved foreningen er, at det giver børnene et frirum til at opleve naturen og være sammen med voksne der har en holdning’, fortæller medlemmerne.

De optjente sponsorpenge skal bruges til at nedsætte egenbetalingen til en kommende stor lejr for børnene.

Her kan du læse mere om foreningen: http://biersted.net/index.php/foreninger/fdf/9-fdf-biersted

Aktiv lokalforening mødes om affaldet

I Bejstrup/Manstrup Borgerforening og Forsamlingshus laves især arrangementer for hele familien, på tværs af generationer. Såsom; fastelavnsfest, grill-sommerfest, cykeltur med fælles frokost, Mortensaftens familie-bankospil, jule-familie-bankospil, kvindeaften med modeshow, juletræsfest og årligt velgørenheds arrangement med Tjernobylbørn. Derudover afholder menighedsrådet sogneaftener ca. tre gange årligt. I 2019 har lokale frivillige opsat legeplads, trampolin, hytte, læ-hus og bålsted i Bejstrup.

D. 7. september stod der indsamling af henkastet affald på programmet, da 19 borgere mødte op på Thorup Strand for at gennemføre en af Ren Naturs ruter i Jammerbugt Kommune. 6-7 affaldssække blev det til med bl.a.: Allermest plastik i form af tov, uigenkendelige små stumper, poser. Så var der en rusten saks, to gamle radiatorer, dåser. Fisker-grej i stykker. Maling som var høvlet af en fiskerkutter. Dertil 17 dåser og flasker uden pant.

’Dagen startede med høj sol. Der var 15 tilmeldt og kom 18 personer. Rigtig dejligt. 7 var børn. Vi var imponerede over, hvor rent der faktisk var. Særligt omkring P-pladsen, kiosken og fiskerbådene fandt vi nærmest ingen affald. Det var tydeligt at nogle gør noget for at holde det pænt for de lokale selv og turisterne. Rigtig mange turister besøger Thorup strand. Vores dag var enormt hyggelig. Der var tid til snak og grin, mens børnene tog sig tid til at lege på stranden, mens de ledte efter skrald. Der gik lidt sport i at høre, hvad hinanden fandt og hvilke mærkelige ting der var, fx to radiatorer som var skyllet på land fra havet. Den lokale Haw-kiosk gav kaffe til alle voksne og soft ice til alle børn da vi sluttede. Borgerforeningen var bredt repræsenteret. Enke-fru klubben, gå-tur-damerne og børnefamilierne var sammen’, fortæller deltagerne.

De velfortjente sponsormidler på 3000 kr. skal gå til fodboldmål og gynger på landsbyens nye fælles legeplads.