GoPaddle renser havbassinet i Aarhus for affald

Søndag den 9. september 2018 blev der padlet i kano og samlet skrald ind i havnebassinet i Aarhus og langs Aarhus Å. Go Paddle, der er en forening, som blandt andet underviser kajak- og kanoentusiaster i Aarhus, er også en forening som i forvejen gør rigtig meget for dets nærområde, når det gælder henkastet affald. Det kan også være derfor, at der denne søndag i september ikke lå mere affald end der gjorde. Go Paddle var nemlig også med til at samle enorme mængder affald op af havbassinet under VM Kapsejlads i august.

Der blev samlet en del småt affald og alkoholflasker. Især blev der fundet meget affald fra rygere. Formand Claus Pape fortæller, ”Brabrandstien var en overraskelse. Der samlede vi nær ved 100% op på 840 meter. Det fyldte en halv pose. Det var meget ryger-relateret. Så det var både lidt og meget på en og samme tid. ”

At medlemmerne fra Go Paddle oplevede, at der lå meget småt affald – især fra rygere -, er noget, som Hold Danmark Rents undersøgelser bekræfter. Et lille stykke affald som cigaretskod er noget, der i den grad bliver smidt i vores kanaler og farvande, hvor de desværre bliver meget svære at fjerne, da de – sammen med alle deres giftstoffer – går i opløsning i vandet.

Indsamlingen foregik i samarbejde med Det Lille Hus På Havnen og blev en del af eventet ”Hvad gjorde Aarhus festuge ved vores fælles vand.”

Claus Pape fortæller, at dagen var god og meningsfuld alle som deltog.

Noget af affaldet der blev fundet på vandet, bliver udstillet i Det Lille Hus På Havnen, der er et gammelt nødtørftshus.