Grin og spas og en håndboldfest i vente

I Vinding Sportsforening er der plads til grin og spas og det var der også d. 27. juni da 10 spillere gik rute 7, Klausholm i Vejle Kommune.

Spillerne var overraskede over hvor rent der var på ruten og foreslår en rute med mere affald næste år!

De fik dog samlet to sække med cigaretskod, papirservietter og plastikstykker og en enkelt hjulkapsel som det mest mærkelige stykke affald.

Udover god motion, fik holdet også hygget sig i hinandens selskab og samtidig snakket om vigtigheden af ikke at smide affald i naturen. Og hvilke konsekvenser det har hvis man gør det.

Vinding Sportsforening er en alsidig forening som har afdelinger indenfor gymnastik, håndbold, fodbold, badminton, motionscykling, tennis og ældreidræt.

I denne ombæring er det håndboldafdelingen der kan se frem til de gode sponsorpenge som skal bruges til en fest og nye håndboldtrøjer.

De skrå brædder udskiftet med en tur på Volden

Hvidovre Amatørscene var d. 21. juni på den sydlige del af Vestvolden i Hvidovre for at samle henkastet affald. De 9 deltagere fyldte 4 sække med bl.a.: Mange cigaretskod, plast i forskellige afskygninger, papir, drikkedåser og flasker. Blandt de mere sære fund var et pengeskab og nogle jernplader, som så ud til at være taget op af åen.

’Vi havde samme rute i 2019, og der var klart mindre affald denne gang. Vi havde en fantastisk tur i naturen, og var igen glade for at indsamle affald, og glædeligt, at der var mindre end i 2019’, fortæller deltagerne. ’Det var dejligt med positive tilkendegivelser fra forbipasserende.’

Hvidovre Amatørscene er for alle, der er interesseret i selv at lave teater – uanset om man vil være på scenen, lave lyd eller lys, sy kostumer eller instruere. Foreningen går lige så meget op i at lave amatørteater af bedste skuffe som at have det godt sammen. Foreningen er også for dem, der vil se amatørteater af høj kvalitet. Teatersalen kan rumme 48 publikummer per forestilling, og der spilles 2-3 forestillinger om året.

Vi har et fantastisk sammenhold i HVAS, og deltager gerne i alternativer til vores kerneydelse, at lave teater’, fortæller medlemmerne.

Sponsorpengene indgår i Hvidovre Amatørscenes samlede økonomi, og vil blive omsat til forestillinger for publikum.

Reb, gamle dåser og masser af skod!

Søndag den 17. maj gik Hoven Friskole og Børnehus Støtteforening en tur i den gode sags tjeneste i området omkring Vestas Halvø i Ringkøbing, Vestjylland.

Sagen handlede om affald og ruten var lagt af Ren Natur, som i samarbejde med Ringkøbing Skjern Kommune, arrangerer 8 sponsorerede affaldsindsamlinger rundt om i kommunen i 2020.

9 friske deltagere, opdelt i 2 hold, gennemførte den 4 kilometer lange rute, som blandt andet tog dem forbi havnen og videre ud til Hotel Fjordgården. Selvom om gruppen samlede mindre affald end forventet, så kom der alligevel 5 sække med hjem. De var fyldt med alt lige fra reb, flamingo, klude til papir, men mest af alt cigaretskod i store mængder, hvilket overraskede flere af deltagerne.

”Folk skal stoppe med at ryge cigaretter eller også burde der opstilles askebægre rundt ved bygninger med mange medarbejdere” udtaler den engagerede forening efterfølgende.

Støtteforeningen har eksisteret siden 2002 og arbejder for at hverdagen kan forsødes lidt for børnene på Hoven Friskole & Børnehus. De velfortjente 3000 kroner, som foreningen får for deres deltagelse i Ren Natur, skal derfor bruges som et tilskud til en studierejse for de større børn.

Alt i alt var det en rigtig god dag, som blev afsluttet med en is hos hovedsponsor McDonalds. Sagt med foreningens ord ”Det var dejligt at være sammen med andre hver for sig i denne triste Corona tid”

Næsten ingen skrald

D. 27. maj var den bedste oplevelse for Tvis Mølle Have, at der næsten ikke var noget skrald at samle op.

”Vi fik ikke en hel sæk til sammen, højst et kilo! Der var blot nogle få dåser og kapsler men også cigaretskod.”

Dagens mærkeligste affald var et par strømpebukser.

Tvis Mølle Have har som formål at formidle viden og oplevelser om havens og naturens planter. Tvis Mølle Have er en del af Tvis Naturlaboratorium.

Sponsormidlerne skal bruges på aktiviteter i foreningen. Eks. en mostedag.

Børnene får en forståelse for naturen

Solrød Gymnastikforening samlede d. 7. juni henkastet affald rundt i Jersie, fra Jersie station til Solrød Idrætscenter. De 15 deltagere fyldte 12 affaldssække med bl.a. plastik, flasker, dåser, kondomer, poser, et glas konfetti og cigaretskod. De fandt også et par bukser, sokker og en gummislange.

’Det var en super god oplevelse. Folk vi mødte roste gymnasterne for at samle affald. Én kom ud med sodavand til dem. Alle, der ikke var med sidste år, var meget chokerede over så meget, der ligger rundt omkring’, fortæller deltagerne. ’Flere af børnene talte meget om, at det var forkert at smide affald i naturen, og at de ville tænke over det i fremtiden’.

Solrød Gymnastikforening er en af de største foreninger i Solrød Kommune med omkring 1.000 medlemmer. De tilbyder et stort udvalg af forskellige holdtyper: børne- og ungdomshold, springhold, voksenhold, familiehold, CrossGym og Parkour.

’Det bedste er, at vi er en stor forening, hvor der er plads til alle’, fortæller medlemmerne.

De velfortjente sponsorpenge på 3000 kr. skal gå til betaling af træningsture til et springcenter.

God start på foreningssæsonen

Hulsig og Omegns Borgerforening og Forsamlingshus var d. 24. maj en af de første foreninger i år som var ude at samle ind med Ren Natur i 2020.

De lagde ud med at rydde Hulsig og Kandestederne for affald og fyldte i alt 20 sække på ruten.

Der var ikke noget usædvanligt affald, men beboerforeningen var skuffet over at der var så mange skilte efterladt i forbindelse med nedgravning af fiberkabler i området.

Beboerforeningen havde dog en dejlig dag: ” Det er altid en god start på vores foreningssæson, når vi mødes til morgenkaffe i forsamlingshuset.”

”Det bedste er når de fastboende og sommerhusejerne er fælles om at gøre noget godt for vores landsby”

Hulsig og Omegns Borgerforening og Forsamlingshus har til formål at fremme fællesskabet mellem områdets beboere og sommerhusejere, samt at varetage fælles interesser af kulturel og selskabelig art. Forsamlingshuset udlejes også til private fester.

Pengene som foreningen tjener skal bruges som tilskud til sociale arrangementer.

Mere affald end vi troede

Slagelse Figur og Hobbyforening samlede 22 medlemmer til affaldsindsamling rundt i Skovsø i Slagelse Kommune d. 7. juni. 11 sække blev fyldt med bl.a. plast og plastkopper, en del af en bagskærm til en lastbil og en stor spand med plastpotter i.

’Det var en hyggelig dag og samvær om en godt projekt – alle var enige om, at vi gerne vil deltage igen til næste år. Der kom flere end der lige var tilmeldt, og alle var glade for at hjælpe med det gode projekt’, fortæller deltagerne. ’Der er mere affald i naturen end vi sådan lige troede’.

Slagelse Figur og Hobbyforening er en forening i Slagelse, åben for alle. Der bliver spillet figurspil, kortspil, brætspil og hvad medlemmerne ellers finder på.

’Det bedste ved foreninger er sammenholdet, og det at nørde vores hobby’, synes medlemmerne.

’Sponsorpengene skal gå til forskelligt spilleudstyr til vores forening, hvor vi spiller alle former for spil på et bord, altså brætspil, DnD (Dungeons & Dragons), Warhammer og lign.’

En god følelse at gøre stranden “sommerklar”

Sydthy Rideklub brugte sidste søndag i maj på at gøre Vildsund Strand sommerklar.

” Det bedste ved at deltage var at vi kunne rydde op i naturen og samtidig hygge os sammen på afstand. Vi havde en god tur og det var en god følelse at gøre stranden “sommerklar” så den er klar til gæster hele sommeren.

Rideklubbens medlemmer havde ikke forventet at det mærkeligste affald de ville finde var hegnstråd.

Motivationen var i top på dagen og pengene skal bruges på en ny elevhest i rideklubben. Mange af hestene er gamle og har brug for at gå på pension.

Sydthy Rideklub er et aktivt fritidstilbud som lægger vægt på at være et inkluderende og socialt værested med plads til alle. Klubben tilbyder daglig rideundervisning for alle børn og voksne.

Arbejdet i rideklubben varetages af frivillige, både i det daglige og ved arrangementer.

Kajakroere fjerner sporene

D. 31. maj samlede 10 medlemmer af Havkajak Stevns henkastet affald på land og vand langs Tryggevælde Å fra Tingvejsbroen til Slusen i Stevns Kommune. 2 sække blev fyldt med plastaffald: handsker, poser, propper og plaststumper, der flød i åen.

’Vi fandt affald ved åbredden, blandt sivene, som ikke kunne findes på anden måde end fra vandet.
Vi havde i øvrigt en god tur’
, fortæller deltagerne. ’Vi ror altid sporløst. Dvs. man kan aldrig se, hvor vi har været. Nu fjernede vi sporene efter andre’.

Havkajak Stevns er stiftet i 2005. Kajakaktiviteterne blev først oprettet i 1995 som en aktivitet i gymnastikafdelingen i Sydstevns Gymnastik og Idrætsforening. St. Heddinge svømmehal er siden blevet brugt i kajakuddannelsen.

’Det bedste ved vores forening er naturoplevelserne i selskab med ligesindede’, fortæller medlemmerne.

Sponsormidlerne på 3000 kr. skal gå til reparationer af kajakker.

FDF fik fiskenet på krogen

Børnene i FDF Hurup Thy havde en sjov og hyggelig dag og syntes det var et godt formål de støttede,  da de samlede affald ind d. 9. juni ved Krik Vig i Thy.

Der blev bl.a. fundet en jernkrog til brug for at fange snor til f. eks en ruse i vandet og ellers var det mest tømmer og fiskenet der blev fundet.

I FDF Hurup er der et godt sammenhold, plads til alle og aktiviteter på tværs af årgange og byer.

De gode sponsorpenge skal bruges til materialer i forbindelse med ugentlige aktiviteter og møder.