Reflekspæl og presenninger

20 deltagere fra Aars 4H Gård fik fyldt godt op i sækkene da de var ude og samle affald med Ren Natur d. 30. september. 13 fyldte sække blev det til og som det mest mærkelige affald var der en reflekspæl og nogle presenninger. Det andet affald var mest papir og plastic.

De havde en meget kort rute men oplevede at der var meget affald. En del var blevet klippet i småstykker da rabatterne var blevet slået for nylig.

Gruppen havde en mega-hyggelig dag siger de selv og den bedste oplevelse fra dagen var at blive stoppet af en mand på vej til møde på fjernvarmen. Han lovede dem is, hvis hans Facebook opslag om deres arbejde kunne få 250 likes. Så nu skal han af med is til 4H gården 😊

”Sponsorpengene skal bruges på vores medlemmer til at hygge om dem lidt ekstra i disse tider, nye kaninseler, måske også lidt nye gryder til vores nye komfur”

”Det bedste ved vores forening er vores dejlige unger, fællesskabet, at vi alle hjælper hinanden. At vores forening er unik da vi har en fantastisk beliggenhed og at vi har dyr og børn og natur, haver og den frie luft at boltre os”

På Aars 4H gård har man som medlem mulighed for at lære en masse om, at passe dyr, passe en have eller bare have det hyggeligt sammen med kammeraterne og dyrene.

Der er aktiviteter to dage om ugen – året rundt, og man må gerne komme, også når der ikke er aktiviteter.